tirsdag den 3. marts 2015

Junior VM 2015 forudsigelser - Herrer

Uno, Chen, Jin og Petrov er blandt medaljekandidaterne hos herrerne.

Vi har et særdeles spændende felt hos herrerne ved Junior VM 2015 i kunstskøjteløb, hvor adskillige herrer forsøger teknisk ambitiøse programmer.

Favorit må være Shoma Uno, som tog en særdeles overbevisende sejr ved JGPF og sidenhen har fulgt op med sølv ved de japanske mesterskaber og en 5. plads ved Four Continents. Uno er denne sæson blevet ret stabil med både triple axel og quad tåloop, og kombineret med stærk præsentation har han det højeste scoringspotentiale i feltet.

Resten af feltet virker en del mere åbent. Den regerende sølvvinder Adian Pitkeev har konkurreret som senior denne sæson, og det er bl.a. blevet til to 6. pladser ved GP'erne og senest en 7. plads ved EM. Han har endnu ikke været succesfuld med sine quad-forsøg, men resten af hans spring er af god kvalitet.

Boyang Jin vandt begge sine JGP'er, men skuffede med en 4. plads ved JGPF. Han har triple axelen i sit repetoire og planlægger hele tre quads i sit lange program. Hans tilgang er high risk-high reward, og han får brug for at lande springene, da programkomponenterne er hans svaghed.

Russiske Alexander Petrov er lidt mere velafrundet med store spring, og han tog bl.a. bronze ved JGPF, omend han løb under niveau. Petrov kan til tider være lidt uforudsigelig, men han har ikke råd til mange fejl uden en quad.

USAs største medaljehåb er Nathan Chen, som er den regerende bronzevinder. Han er en god allround løber, men han har dog døjet med skader, hvilket betød at han undlod triple axelen ved US Nationals. Han forsøger nu quad tåloops, men disse er endnu ikke helt stabile.

Sota Yamamoto overraskede de fleste ved sølv ved JGPF. Han har god præsentation, men hans ustabile triple axel betyder, at han får brug for fejlfri løb samt måske fejl fra de andre herrer for at tage en medalje.

Hold også øje med Roman Sadovsky, som tog en 6. plads ved JGPF, og He Zhang som tog sølv og bronze ved JGP'erne. Begge har endnu ikke mestret triple axelen, omend Zhang har landet quad tåloops.

Mine forudsigelser
1. Shoma Uno JPN
2. Boyang Jin CHN
3. Nathan Chen USA
4. Adian Pitkeev RUS
5. Alexander Petrov RUS
6. Sota Yamamoto JPN
7. He Zhang CHN 
8. Roman Sadovsky RUS 
9. Jin Seo Kim KOR
10. Daniel Samohin ISR

Se flere detaljer her.

Junior VM 2015 forudsigelser - Isdans

Yanovskaya/Mozgov, Bent/Mackeen, Popova/Vlasenko og McNamara/Carpenter er blandt medaljekandidaterne hos isdanserne.

Junior isdanserne har ikke fået helt så meget opmærksomhed denne sæson, da vi ikke har en stor rivalisering ved Junior VM 2015 i vente - derimod er feltet meget åbent.

Den ene undtagelse er dog de regerende sølvvindere Anna Yanovskaya og Sergey Mozgov, som er de overvældende favoritter til at snuppe guldet. Parret er ubesejrede denne sæson, hvor de bl.a. tog guld ved JGPF med en stor margin. Med deres skarpe teknik og sofistikerede koreografi burde en sejr være deres, hvis de løber til deres sædvanlige standard.

Resten af podiet er dog meget åbent. Betina Popova og Yuri Vlasenko tog en 7. plads forrige år, og denne sæson har de haft fine resultater deriblandt bronze ved JGPF. Parret har masser af karisma og god fart over isen, men de kan til tider være sløsede med teknikken.

Canadiske Mackenzie Bent og Garrett Mackeen endte på en kun 12. plads forrige år, men denne sæson har de været en smule mere stabile; de kvalificerede sig til JGPF, hvor det blev en 4. plads, som dog stadig skuffede dem.

Landsmænd Madeline Edwards og Zhao Kai Pang er de regerende bronzevindere, og selvom de for første gang kvalificerede sig til JGPF, blev det kun til en 5. plads. Ligesom Bent/Mackeen får duoen brug for at undgå store fejl og selvfølgelig ramme de høje levels.

De amerikanske juniormestre Lorraine McNamara og Quinn Carpenter havde en lidt langsom start på sæsonen og kvalificerede sig ikke til JGPF (dels pga. hårdere konkurrence i deres JGP), men parret så mere tilpas ud ved US Nationals. Med lignende løb har de chance for at forbedre deres 4. plads fra forrige år.

Rachel Parsons og Michael Parsons kvalificerede sig heller ikke til JGPF grundet hård konkurrence, men deres scoringspotentiale gør dem også til medaljekandidater.

Mine forudsigelser
1. Anna Yanovskaya / Sergey Mozgov RUS
2. Betina Popova / Yuri Vlasenko RUS
3. Lorraine McNamara / Quinn Carpenter USA
4. Mackenzie Bent / Garrett Mackeen CAN
5. Madeline Edwards / Zhao Kai Pang CAN
6. Rachel Parsons / Michael Parsons USA
7. Sofia Evdokimova / Egor Bazin RUS
8. Alexandra Nazarova / Maxim Nikitin UKR
9. Elliana Pogrebinsky / Alex Benoit USA
10. Natalia Kaliszek / Maksim Spodirev POL

Se flere detaljer her.